Målsætning og strategi for bestyrelsen af Nivå Kajakklub

Punkterne gennemgås hvert år på det første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.

Senest revideret: På bestyrelsesmødet 18.11.2019.

Det er bestyrelsens målsætning:

  1. at alle aktiviteter er i overensstemmelse med klubbens vedtægter og beslutninger på generalforsamlinger.
  2. at medlemmerne kender til klubbens- og DGI´s sikkerhedsbestemmelser.
  3. at sikre, at klubbens materiel er i sikkerhedsmæssigt forsvarlig stand.
  4. at administrere klubbens private kajakpladser.
  5. at klubben har en sund økonomi, og at medlemmerne informeres om denne til generalforsamlingen.
  6. at klubbens udvalg og aktiviteter støttes af bestyrelsen.
  7. at information om klubbens aktiviteter er tilgængelig online i tilstrækkeligt omfang.
  8. at bestyrelsen understøtter samarbejdet med Roklubben.
  9. at bestyrelsen varetager klubbens interesser og repræsenterer klubben udadtil.

 

1. Alle aktiviteter er i overensstemmelse med klubbens vedtægter og beslutninger på generalforsamlinger.

Bestyrelse og udvalgenes tovholdere skal vurdere planlagte og gennemførte aktiviteter for at sikre overensstemmelse med klubbens vedtægter og beslutninger på generalforsamlinger.
Henvendelse om evt. problemer rettes direkte til formanden, der herefter har ansvaret for videre handling. Bestyrelsen orienteres altid om mindre udfordringer, der er blevet løst af formanden. Mere principielle problemer behandles af bestyrelsen.

Bestyrelsen skal til enhver tid sørge for, at følgende information og dokumenter er tilgængelige for medlemmerne via links på klubbens hjemmeside:

  • Vedtægter for Nivå Kajak Klub.
  • Målsætning og strategi for bestyrelsen af Nivå Kajakklub.
  • Datoer og tidspunkt for bestyrelsesmøderne.
  • Referater af bestyrelsesmøderne i Nivå Kajakklub.
  • Sikkerhedsbestemmelser for Nivå Kajakklub.
  • Regler for de private kajakpladser.

 

2. Medlemmerne kender til klubbens- og DGI´s sikkerhedsbestemmelser.

Bestyrelsen evaluerer hvert år på aprilmødet klubbens sikkerhedsbestemmelser samt sikrer, at nye medlemmer gøres bekendt med disse. Ved ændringer i sikkerhedsbestemmelserne skal klubbens medlemmer informeres om disse.

 

3. Sikre, at klubbens materiel er i sikkerhedsmæssigt forsvarlig stand.

Det sikres i tæt samarbejde med materieludvalget, at klubbens materiel er i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand. På den årlige klargøringsdag tjekkes kajakkerne, og bestyrelsen tjekker træktove, pumper og 1.hjælpsudstyr årligt. Medlemmerne skal løbende indberette evt. fejl på kajakker og udstyr.

 

4. Administrere klubbens private kajakpladser.

På først kommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen vælges et bestyrelsesmedlem til at være bestyrer af kajakpladserne og kajakpladsventelisterne efter gældende regler.

 

5. Klubben har en sund økonomi, og medlemmerne informeres om denne til generalforsamlingen.

På generalforsamlingen fremlægger kassereren regnskab og budget.

Det er bestyrelsens intention, at budgettet skal betragtes som et aktivt styringsredskab for det kommende regnskabsår. Budgettet skal generelt afspejle klubbens overordnede økonomiske strategi for anvendelse af klubmidlerne, baseret på specifikke forslag og input fra udvalgene.

Udvalgene indsender skriftligt ønsker om større investeringer til bestyrelsen.
Bestyrelsen bevilliger penge ud fra en aktiv vurdering i forhold til det godkendte budget og ud fra følgende kriterier:

Uddannelse:

  • Uddannelse, der afhjælper eller forebygger mangel på kompetencer - i klubben generelt og set fra klubbens synspunkt
  • Uddannelse af instruktører samt løbende kursusvedligeholdelse.
  • Forplejning efter kurser og teknik

Materiel:

  • Kvalitet: Materiel og udstyr skal holdes funktionsdueligt og i god stand
  • Kvantitet: Der skal være tilstrækkeligt materiel og udstyr
  • Kompletterende: Materiel og udstyr skal afspejle medlemmernes behov

Arrangementer:

  • Ved sociale arrangementer dækkes mad og drikkevarer, fx brunchture og sommerfest.
  • Ved andre turarrangementer dækkes udgifter til planlagte aktiviteter, fx besøg på Trekroner.
  • Per tradition

Forslag fra udvalg og medlemmer, som vil medføre større afvigelser fra det på generalforsamlingen godkendte budget, vurderes i hvert enkelt tilfælde af bestyrelsen.

 

6. Klubbens udvalg og aktiviteter støttes af bestyrelsen.

Klubbens medlemmer bidrager aktivt til gennemførelse af klubaktiviteter.

Bestyrelsen afholder ét medlemsmøde i efteråret. Formålet med medlemsmødet er at vurdere medlemmernes tilfredshed med sæsonens aktiviteter, samt at sammensætte klubbens udvalg. Bestyrelsen bruger medlemsmødet som afsæt for den kommende sæsons fokusområder. Der lægges vægt på, at der er en varieret vifte af tilbud til medlemmerne, også gerne af eksperimenterende art. Udbuddet af tilbud skal følge kassebeholdningen.

Bestyrelsen afholder "Store planlægningsmøde" med udvalgenes tovholdere i starten af året. På mødet gennemgås og koordineres udvalgenes planlagte aktiviteter.

Det er et fast punkt på alle bestyrelsesmøder at behandle "Nyt fra udvalgene".

 

7. Information om klubbens aktiviteter er tilgængelig online i tilstrækkeligt omfang.

Udvalgenes tovholdere sikrer, at udvalgets aktiviteter er ajourført på hjemmesidens kalender og under Klubarrangementer på hjemmesiden. Hvis klubhuset skal anvendes i forbindelse med aktiviteten, skal dette også noteres på papirkalenderen, som er fælles med roklubben.

Aftalen med roklubben er som følger: Mandage og onsdage råder kajakklubben over klubhuset. Tirsdage og torsdage råder roklubben over klubhuset. Hvis et udvalg ønsker at benytte klubhuset til større arrangementer på en af de ugedage, som er roklubbens, skal formanden kontaktes m.h.p. koordinering med roklubben.

 

8.Bestyrelsen understøtter samarbejdet med Roklubben.

Formanden holder løbende kontakt med formanden for roklubben og drøfter eventuelle tiltag eller problemer. Bestyrelsen understøtter eventuelle fælles arrangementer.

 

9. Bestyrelsen varetager klubbens interesser og repræsenterer klubben udadtil.

Det er primært klubbens formand der repræsenterer klubben udadtil. Er formanden forhindret, varetager næstformanden repræsentationen. Ved repræsentation, der kræver en bestemt viden eller kompetence, kan bestyrelsen frit udpege en repræsentant blandt klubbens medlemmer og interessenter.